Etikette & Særlige lejligheder

Lad os give dig nogle facts vedrørende omgangstonen i Holland. 

Etikette 

Hilsen: Når familie, venner og bekendte ses, kindkysser man hinanden tre gange, skiftevis venstre og højre kind. Mænd giver normalt hinanden hånden. 

Samtale: Hollænderne er kendte for at være meget direkte (hvilket til tider kan opfattes som uhøfligt), og der er intet emne, der ikke kan diskuteres under en uformel sammenkomst. Det eneste du aldrig bør spørge en hollænder om, er hans eller hendes indkomst.

Forretninger: Den direkte tone betyder, at der er god plads til small talk. Du giver hånd, præsenterer dig selv og snakker derefter forretning. Ofte tiltales man ved efternavn eller fornavn, også selvom du er direktør.

Du begynder ikke at genforhandle, efter en kontrakt er underskrevet. For en hollænder betyder det, at forhandlingen er afsluttet: en aftale er en aftale. Mundtlige aftaler, invitationer og løfter opfattes normalt som gældende. 

Gaver: I Holland er det normalt at tage en gave med, ikke blot til fødselsdage, men også hvis du er inviteret til middag. Det kan være en bog, blomster, chokolade eller en flaske vin. Hvis du modtager en gave, forventes det, at du åbner den med det samme. 

Mad: Mad spiller ikke en særlig vigtig rolle i hollandsk kultur. Morgenmad springes ofte over, frokosten er et slags mellemmåltid, som en sandwich, mejeriprodukter og frugt, og middagen består som regel af kartofler, grøntsager og et stykke kød. Kaffe og te serveres i løbet af hele dagen. 

Middagen indtages normalt mellem kl. 18 og 19. Restauranter lukker normalt køkkenet omkring klokken 21. 

Særlige lejligheder 

Fødselsdage: De fleste fejrer deres fødselsdage med familie og venner. Fødselsdagsbarnet får gaver, mens gæsterne spiser kage. Der holdes altid en stor fest, når nogen bliver 50. Mænd, der fylder 50, kaldes for Abraham, mens kvinderne, der når samme alder, hedder Sara. Dette refererer til de bibelske personer med samme navn. 

Bryllup: For at gifte sig skal alle gennemgå en borgerlig ceremoni. Et bryllup i kirken er det traditionelle. Gæsterne opdeles ofte i 'dagsgæster' og 'aftengæster'. Der kan også inviteres til enten festen eller receptionen alene. Holland var det første land, der indførte kønsneutralt ægteskab. 

Fødsel: Når et barn bliver født serveres der kage med aniskonfekt i blåt eller pink, som kaldes "mus". Hollænderne placerer en stork af træ eller en oppustelig af slagsen i haven for at meddele, at der er blevet født et barn. 

Begravelse: Det er typisk hollandsk ikke at gøre så meget ud af en begravelse. Selvom forskellige typer af begravelsesceremonier stiger i popularitet, er det den traditionelle begravelse, der er den mest almindelige.